Niels Pedersen Uttrups erindringer fra krigen 1864

(Transkription fra originaldokumentet ved Peter Severin Jensen)

Indkaldt til København som soldat den 14 december 1863 og lå der til den 28. s.m. Så rejste vi derfra med jernbanen til Korsør og blev der indkvarteret og den 29. om morgenen kl. 4 sejlede vi derfra med dampskibet Hekla og ventede at nå Flensborg samme aften, men det slog os fejl, hen ad aftenen omtrent klokken 8 nåede vi byen, og der måtte vi fejre nytårsaften og natten med, og det var næsten uden både øl og brød af den grund det satte så hårdt til med tåge, at lodsen ikke turde vove at gå til søs med skibet, da der på det det sted var så farlig en grund at passere.

Om morgenen klokken 4 blev det klart og skibet gik i land med os til ovennævnte by, hvor vi blev indkvarteret og smukt beværtet af indbyggerne. Der mente vi at blive i nogen tid, men nytårsdag om aftenen fik vi ordre til at stille i marchfærdig stand klokken 4 og rejste derfra til Syderbrørup omtrent 7 mil, endelig nåede vi dertil og så måtte jeg nu Suhn mist (en halv mil) tilbage og blev indkvarteret på en stor hovgård.

Så blev vi anvist soveplads i hans lo, og manden viste os godt hans gode tysksindede vilje, så vi fik ikke engang det vi kunne spise os mæt i, endog vi bød ham derfor, hvad han ville have. Dagen efter rejste vi derfra til en by, som kaldes Fårtoft og blev der indkvarteret, hvor vi fik et ret godt kvarter, hvor vi hver dag måtte få til øvelse. Der lå vi til 19 januar, så rejste vi 2½ mil tilbage til en by, som kaldes Terkelstoft hvor jeg blev indkvarteret, der blev holstenerne fraskilt os og sendt til København 22. s. m. Derfra imod Syden igen til en by som hedder Sautrup og indkvarteret på en gård, som hedder Svanholm, hvor jeg havde det bedste kvarter, jeg nogensinde har fået. Derfra rejste vi den 3. februar.

Så var det første vi begyndte at føle krigens urolige følger, både nat og dag fra den tid af har vi måttet tage til takke med vort logis i laderne og undertiden under åben himmel. Vi kom omsider til en by, som kaldes Lilleborne ½ mil vest for Sliehn, der sover vi omtrent 100 mand hvert sted.

Det var i de dage, da bombardementet på Danevirke foregik og vi ventede hvert øjeblik på ordre til at rykke dertil for at deltage i kampen med vore våbenbrødre, som der måtte kæmpe, men de turde heller ikke tage os fra den plads, hvor vi nu er, da de ikke vidste, hvad øjeblik fjenden ville gøre forsøg på at gå over Slien, da der var meget frit der hvor vi lå og isen kunne jo dengang let have båret dem med over til os.

Den 5. februar om eftermiddagen kom vi ned til Slien på forpost, men samme aften kl. 7 udrykningsordren kom til regimentet, og vi som var på forpost blev i hast hentet tilbage. Da vi korn til Lilleborne, som mit kompagni var indkvarteret, var regimentet allerede afrejst derfra, og vi satte jo efter dem og fandt dem i en by, som hedder Storeborne, hvor de stod opstillet og ingen vidste hvordan rejsen skulle foregå. Vi begyndte nu at marchere og alt skulle være så stille som muligt. Vi gik alle i den mening, at vi skulle ned til Kappel og slås med prøjserne, thi der mente vi de gå over, men vi kom ikke dertil, men omsider kom vi til Syderbrørup, (i den mening at vi skulle ned til Kappel) og vi blev ved et stykke i nord nu, skønt det var strengt, thi vejen var meget glat og søvn havde vi ikke fået i flere nætter.

Endelig nåede vi til en by, som kaldes Husby 2 mil sydøst for Flensborg, Der blev vi indpakket en gård og måtte vi hvile os i nogen tid, men det varede kun en og en halv time. Så måtte vi afsted igen endskjøndt jeg var næsten helt stivfrossen af kulden og vi kunde næppe flytte den ene fod frem foran den anden da vi begyndte at gå, det hjalp ikke vi måtte af sted.

Endelig nåede vi Flenborg kl. 11, hvor vi blev taget godt imod af byens indvånere hele gaden igennem stod de med kaffe og brød og ville give os, og med givagt vi marcherede byen igennem ned tilSkibsbroen, hvor vi satte geværerne i pyramider, men vi måtte Ikke godt forlade pladsen (kvarter). Militær blev ved at strømme ind i byen og der blev snart så mange, vi næsten ikke kunne (komme) frem for hinanden.

Det varede ikke længe, så måtte vi til gevær og ud af byen og så kunne vi høre fjenden og vore at skyde på hverandre, og vor overlegne fjende blev ved at trænge på, så vort skyta snart måtte forlade byen, nogle efter Frederits og andre efter Sønderborg til.

Det var nu den 2. nat vi måtte marchere, det var jo strengt, da fødderne begyndte at blive ømme og vejen stod spejlglat, så vi næsten ikke kunne gå derpå, men vi hængte jo i, for nu gik rygtet at når vi kunne komme til Sønderborg, så var vi fri for de store slag (?? men desværre) Det gik ikke sådan til. Vi gik den nat til en by, som hedder Hoakkerup (Håkkerup?), hvor vore officerer havde lovet vi skulle få et kvarter, men der kunne vi ikke blive, men efter at have tumlet om en tid i flere byer og stæder fik vi kvarter om aftenen kl. 11, og fik lov at hvile lidt i noget halm men kl. 3 om natten måtte vi op igen og kaldt til gevær uden at nyde noget. Der stod vi uden for og frøs til kl. 6, så marcherede vi 1½ mil tilbage efter Flensborg og skulle der stå på forpost for at dække tilbagegangen for de tilbageblevne tropper ifald fjenden ville trænge på. Der stod vi på åben mark.

Det var netop fastelavnssøndag, vi stod der og ventede på fjenden og vi havde en temmelig hård frost og stærk snevejr, så det var strengt at holde ud. Da vores spise bestod kun af et lille stykke spiget (røget) flæske til frosne brød og snaps havde vi ingen noget af og kunne heller ikke få. Kl. 4 om eftermiddagen marcherede vi igen tilbage omtrent 3 mil til en by, som hedder Ragebøl, hvor vi kom til om natten kl. 2½, hvor vi med det samme kom på forpost igen nede ved Sandberg Mølle, det var den 4. nat uden hvile og brødposen var nu omtrent tom,og vejret blev nu strengere med sne og frost, men det hjalp ikke, vi måtte holde ud til den lo. Kl. 2½ om eftermiddagen blev vi afløst og så marcherede vi til Ærtebjerg 3 mil inde på Als og ankom dertil kl. 11 om aftenen og (blev) indkvarteret. Det frøs temmelig hårdt, og dog måtte vi ind i Halmen, og det var os kært, thi vi trængte jo til hvile, og føde havde vi ikke fået i flere dage, thi brød var ikke tale om, da alt var i den største forvirring, vi blev leveret 2 (? kikser) og en lille stump flæsk til. Dermed måtte vi lade os nøje i fIere dag.

De første træfninger

Der lå vi den 11, 12, 13, 14 og 15. til om morgenen kl. 4. Så marcherede vi til Sønderborg og lå der i bivuak (?kirken) i to nætter og derfra ud på forpost, i Stennerup Skov stod vi teltvagt og jeg havde min post i en strand, stående patrulje som stod i Staurup by. Lidt uden for var forpostkæde, hvor vi blev angrebet af en prøjsisk bateripatrulje. Det skete den 2o. lige som vor afløsning foregik.

Så kom vi ind til en gård, som kaldtes Stavngården, der lå vi den nat og vi var så glade, thi nu havde de fået tingene ordnet sådan at vi kunne få vores ordentlige forplejning igen.

Den 21. kom vi ud til Dybbøl By kl. 12 og kom til at ligge i en vognport den nat indtil om morgenen ved daggry, så blev i hast kommanderet alle mand til gevær og så i hast ud mod Stenderup Skov til, hvor vi blev opstillet og vi kom heller ikke til at vente ret længe thi straks havde vi fjenden 22 på hundrede skridt afstand foran os, vi begyndte nu at fyre på hverandre det bedste vi havde lært, men da de trængte hårdere på og vores fløje på begge sider havde allerede trukket sig tilbage måtte vi jo retirere til Dybbøl under en stor kugleregn og derfra længere tilbage igennem over marker og hegn. Da fjenden skød på os på 3 sider og mange af vore kammerater måtte ligge på marken og farve sneen med deres blod, vi slog os fast ved et hegn og vi stormede frem mod fjenden 3 gange og måtte dog de 2 gange gå tilbage og rundt omkring os, hørte vi jammer og skrigen. Men dengang havde vi vores skanse i læ af et dige. Derfra begyndte vi nu at skyde på fjenden, så ville de ikke nærmere til stillingen dengang, vi gik nu fremad igen og indtog vor gamle stilling igen og endelig klokken henad 12½ blev vi afløst og marcherede til Stoaning og jeg blev indkvarteret hos Niels Lunggård, hvor jeg fik et godt kvarter, så kom jeg i seng, det var mig kær, det var første gang siden jeg rejste fra Svanholm på Angelen.

Der lå jeg den 23, 24, 25, 26, 27 og 28. til Sønderborg igen og ud på forpost til den 5. marts mellem Dybbøl og Ragebøl og 5. marts rejste vi til Mundtebjerg på Als, hvor jeg blev indkvarteret hos en skomager, som hedder Jørgen Lejmand, hvor jeg lå den 6, 7, 8, 9 og 10.

Den 11. lige ud på forpost i Ragebøl, hvor jeg stod post oppe på et hus med en skorsten, hvor jeg kunne se at flere fjendtlige patruljer bevægede sig i en 3oo skridt afstand. De begyndte og med lidt skyderi, men det blev ikke til stort denne gang, den 17. blev vi afløst kl. 10 og marcherede ad Als til og så snart vi var kommet forbi Sønderborg så begyndte en stærk skyden, men vi blev jo ved at marchere og kom egen til Muntebjerg endskønt der var ordonnans efter os, men vi var så langt borte, så han vendte om igen og vi gik igen og ventede hvert øjeblik efter ordre til at vende tilbage til. Stor skyderi både med kanoner og geværer vedblev fra 1½ til natten frembrød.

Jeg var i samme kvarter som forrige gang hos Jørgen Lejmand, der så vi den 18, 19, 2o, 21. (marts) og 22. til Sønderborg og ud på forpost på mindste støv.

Det lakkede nu til påske og så mente vi prøjserne ville angribe, og det slog også til, de kom 2. påskemorgen, den dag var jeg ikke med, jeg var ikke rigtig rask og af der grund var jeg bleven kommanderet på vagt i Sønderborg. Fjenden angreb om natten kl. 3 og maste nu som de danske, men det slog fejl, fordi man var lysvågne og dengang havde endnu vore skanser i nogenlunde god brugbar stand, som prøjserne også kunne mærke. Det lykkedes dem ikke at komme til Sønderborg den gang og skydningen ophørte kl. omtrent 10 om formiddagen. Jeg modtog mit kompagni om aftenen med uro, med længsel efter at spørge til mine kammerater, som havde været med og jeg traf dem Gud være lovet i god behold.

Og vi lå i slottet i Sønderborg den nat og den 29 rejste vi til Mundtebjerg igen og jeg fik samme kvarter som før hos J. Lejmand, der var vi kuns i tre dage, nu skulle vi være på post i 6 dage og kuns fri i 3. Vi lå der den 3o. og 31. og 1. april til Sønderborg igen og på forpost på højre fløj den 2, 3, 4, 5. Og den 7. afløst og ud på baraklejren på Als. Der lå jeg den 8. og 9. og den 10. på forpost for venstre fløj der var vi den 11, 12, 13, og den 14. afløst om aftenen kl. 10 og march igen til Mundtebjerg og jeg kom i kvarter hos store Daven, der lå jeg den l5, 16 og den 17. igen ud på forpost hvor vi kom i skanse 3, men den kunne nu ikke ret kaldes en skanse, thi den lignede mere en grusdynge end en skanse, thi den var så spoleret og nedskudt at der næsten ingen dækning var for os der mere.

Slaget ved Dybbøl 18. April 1864

Det var en smuk, klar nat, og himlen skinnede med sine utallige stjerner, som den ville tilmelde os noget nyt. Så snart vi var kommet i skansen begyndte en ualmindelig skyden med kugler og granater og de regnede ned omkring os hele natten og til den 18. om formiddagen omtrent kl. 9½. Da standsede med et fjendens kanonade og nu blev der straks råbt fra dem som havde udkig, Nu stormer de! og enhver af os skyndte vi os i den største hast hver på sin plads og skød på dem, det bedste, vi havde lært, men det varede ikke længe, før de var os på begge sider og mange af vore kammerater lå omkring os og svømmede i sit eget blod og nu nærmede sig det hvide flag og med et’ nu havde vi den hvide prøjsiske ørn på brøstværnet foran os (??) nu måtte vi så nødig som vi ville og for at spare menneskeliv overgive os da der ikke kunne skydes et skud med nogen kanon fra vor skanse og nu måtte vi følge fjenden hvorhen de ville have os.

Krigsfangenskab

Vi kom nu snart på vor ubehagelige rejse. Vi måtte nu som andre forbrydere march ad vejen og foran os og ved begge sider lod de os (?ved deres hugsværd) med deres rifler i skudfærdig stand og dog forglemte de ikke at have en dygtig trop bagefter os for at passe på at vi ikke skulle stikke bagud, thi de kunde nok se at nordslesvigerne ikke var så tysksindede som de måske tænkte, thi i Gravensten og flere stæder på vejen hvor vi kom stod folk med drikkelse og ville give os, og det var en god hjælp for os, thi det var meget varmt den dag. Vi nåede til Flensborg lidt hen på aftenen, men der jo bleven forandring der siden forrige gang vi var der thi gaden var ved begge sider afspærret så at ingen civile kunne eller måtte komme til at tale med os, men dog lykkedes det flere at komme til os med drikkevarerne, thi i mørket kunne de ikke passe så godt på, som de ville. Efter at vi havde stået på gaden lidt kom vi ind i en stor bygning, hvor vi skulle ligge, men der var næppe plads, så vi, kunne stå, langt mindre at ligge, men tilsidst lagde vi os på hinanden hvordant vi kunne.

Der lå vi den l9. og om natten til den 2o. Om morgenen så skulle vi videre, vi marcherede gennem byen ned til banestationen, hvor vi stod opstillet omtrent 2 timer og de gode dansksindede folk der viste os igen deres godhed. De blev ved sålænge vi var der at opvarte os med alle slags godt drik og hvedebrød og vi var kommen i vognen, som skulle føre os videre, kom de endnu med deres gaver efter at have været afvist flere gange. Endelig blev det nu tiden, vi måtte sige vort kære Flensborg farvel og vi ønskede svart at komme der igen.

Vi rejste nu derfra og kom til Altona hvortil vi passerede Rensborg, Nøjmunster, Pinneborg og Elmshorn. Vi marcherede nu igennem Altona. Det var den strengeste by, jeg endnu har passeret, og jeg antager at havde de prøjsiske soldater ikke holdt pøbelen tilbage, havde vi fået på vore nakker. Vi kom nu gennem byen og ind i Sct. Pauli, hvor vi logerede om natten i et logishus, 21. om (aftenen) morgenen korn vi ind i Hamburg og anvist plads på en kaserne, hvor vi lå en nat. 22. kørte vi derfra og kom forbi Bergeborg Bryghei 6 mil fra Hamborg. Wigeberg. Hagenov 12 mil fra Hamborg, Grabau 16 mil fraHamborg. Warnov første station i Prøjsen, derfra til Wittenberg 21 mil fra Hamborg. Der fik vi hver et franskbrød og en pot rom til 9 mand. Så kom vi til Wilsnab, Glaeven 24 mil fra Hamborg så til Naicunog Anderdaja, Poulind 31.mil fra H så til Dauen 33 mil f.h. så til Spandau. Vi kom til Berlin (Cerlind) Hovedstaden i Prøjsen om aftenen kl. 6 38 mil fra Hamborg og derfra samme aften, og om morgenen kl 6 i Traunfurtauro og ti[ Søran 24 mil fra Berlin så ti] Hasdorf, Cinzau, Ligenes, Nehof, Creledorf, Fanet, Streigare, Kønigzretling og ankom til Schweidnits den 23 april 43 mil fra Berlin og indkvarteret samme dag i kassematterne, disse kasemater er kanaler som er bygget i jorden under volden og flere vogne passerede over mit værelse både nat og dag og udsigt har vi jo ikke uden blot den store voldmur.

Opholdet i Schweidnitz

Nu får vi hver dag middagsspise og en papirseddel som gælder 9 pfenning og hver 5 te dag får vi et brød, men det er simpelt, både hårdt brød og middagsspise det er jo ikke som vi var vant til i Danmark, men som fanger at betragte så tør vi jo ikke klage. Byen her er nu en stærk befæstet stad. Der fortælles så at det var den eneste fæstning i Prøjsens land som franskmanden ikke kunne tage, som for en del år tilbage førte krig. Her går vi nu hver dag på arbejde for og jævner på deres gamle skanser og så får man nu spor af krigen, thi under tiden finder vi stumper af granater her i den gamle jordvold.

Den 8. maj var jeg i kirke i Schweidnitz og hørte på en tysk prædikant men fik ringe opbyggelse, da jeg ikke er sproget mægtig.

Den 9. maj var jeg til ligparade med en af vore kammerater, som så endte sine dage i prøjsen, men han blev hæderlig begraven og en mindestøtte sat på hans grav, hvortil mange danske soldater bidrog

Vi bliver ved med hver dag at gå på arbejde, men bestiller jo ikke meget thi der er ingen lyst og derfor fik vore underofficerer også dygtig udskjæld af commandanten i går, men dansken svarede, at vi ikke kunne være tjent med at arbejde hårdere efter en sådan lønning og føde, men han tiltalte dem nu grovere og sagde at kunde deres soldater være tjent dermed så kunne di dane også, ellers ville der falde lidt straf til os, men truet mand, siger et gammelt ordsprog kan live længe når han får brød nok og vi skal høre meget før ørene falder af.

Jeg skal nu lade fremføre, at jeg var til ligparade igen den 23. maj, da blev der 2 af vore kammerater nedlagt i jorden, den ene var gift og havde kone og 2 børn, den anden var yngre og havde fader og moder, nu havde de nået deres mål som herren havde bestemt dem. De stred jo også med os den 18. april, hvor så mange måtte bløde valpladsen, men da var deres tid ikke udrunden, sorgen må være stor for deres efterladste i hjemmet da de havde spurgt, at de var fanger, og som mange andre ventede de dem hjem en gang med tiden, i dette øjeblik, som vi stod ved båren og bød dem det sidste farvel denne verden, Træd lidt nærmere til, sagde en dansk officer, som der stod og var fangen tillige med os da præsten trådte tilbage og havde holdt tale over de afdødes legemer, men det gjorde ikke stort indtryk på os da vi er jo ikke sproget mægtig. Men så holdt den danske officer en lille tale og sagde: Der er nok få iblandt eder brave soldater som har forstået hvad præsten sagde og det er jo også tungt at byde sine kammerater det sidste farvel uden at få et eneste trøstefuldt ord, jeg er jo ingen præst, sagde han. Nu her er jeg fange ligesåvel som I andre, men jeg er dog officer og har dog lidt fortrin. Talen lyder som følger: Vi står her ved de hedengangnes grav, det er tyngt brave soldater for deres efterladte i hjemmet, da den ene var ung, havde fader og moder, søster og broder og måske også kæreste, som begræder ham i dette øjeblik, men endnu tungere med den anden, som havde kone og børn og nu ventede de måske snart deres fader hjem igen. Det vil blive et sorgens budskab at høre, at vi nu her har lagt deres fader og forsørger i jorden. Nok er vi fanger her sagde han, men derfor behøver vi ikke at skamme os, vi er fanger med ære, vi har holdt den ed vi har svoret vor konge og vi har holdt den til det yderste, ligesom disse 3, der nu hviler i graven og dermed vil vi byde dem det sidste farvel. Hvil så i salig glæde, Amen.

Den 25. maj var jeg atter til begravelse, det var nu den 4. dansker, som blev nedlagt her og med ham fulgte det danske flag, som vejede (minde?) ved hans grav, medens han blev nedsænket i jorden. Det havde den danske løjtnant også anskaffet, og ved hans grav, ville han også have talt et par ord, men det blev ham forment af den gode kommandant fra fæstningen, som godt kunne udsuge alt det danske blod, så stærkt tørstede han derefter Da nu præsten havde fuldendt sin tale over den afdøde træder alle officererne til graven, alle militære og civile tager 3 håndfulde muld og kaster ned på kisten, som er deres skik her i Prøjsen. Jeg må bemærke at byens borgermusik var så flinke at ledsage den afdøde gennem byens gader og ud til garnisions Kirkegaard med sørgemusik, som skik og brug er. I der hele må jeg sige de blev hæderligt begravet i et fremmed land.

Syd for byen ser man en lang bjergstrækning som strækker sig både til sydvest og sydøst og som nu er bedækket med sne, et som hedder Snekop siges at være 1100 fod høj og et andet kaldet Rebbjerg 600 fod høj. Disse bjerge hæver sig så højt, at når skyerne falder lavt, hænger de langt ned på siderne. Vi har 3 mil dertil, på den ene skulle der holdes gudstjeneste en gang om året, men hvad dato ved jeg ikke.

Opholdet i Salzburg

Nu forandrer vor stilling sig atter, nu er der kommet ordre til os, at vi skal rejse til Østrig, med undtagelse af nogle få mand, som ville blive her, jeg kunne også have bleven der og jeg viste ikke i hast, hvad jeg ville svare, da jeg netop i disse dage ventede et pengebrev fra hjmmet, thi mine penge var næste tilgået, men løjtnanten lovede at brevene skulle komme til os, så besluttede jeg at rejse tillige med mine andre kammerater og vi rejste fra Schweidnitz den 1. juni 1864. Om morgenen den 4. rejste vi med jernbanen og kom forbi følgende stationer: Skaren, Ingnercorf, Metiken, Banot, Bemark, Breslau, 7 mil fra Schweidnitz. Onlau, BrigBouen, 7 mil fra Breslau, Opelan, Gogalin, Kasel. Store bjerge til højre og til venstre ser vi mange kalkværker og mange kalkovne, der kommer på begge sider af vejen 18 mil fraBreslau, Hammer, Victer, Myhal, Batiboranbjerg, Oderbjerg 24 mil fra Breslau, første station i Østrig, her blev vi afleveret af prøjserne til de grå soldater, her blev vi ført ud på en grøn mark, hvor vi fik middagsspise og vi blev ført ind til banegaarden, hvor vi fandt hvil til om natten kl 12. Så rejste vi videre og om morgenen kom vi til Breau, Huleim, Napagelo, Havnaich, Risonm, Gøding, Bundenbug, Honkenau, Amhart, Ganzwahorf, 37 mil fra grænsen, Hagran, Barnstaadt, og vi ankom til Wien. som er hovedstaden i Østrig.

Den 2. juni kl 2 eftermiddag her så jeg første gang Donau floden og vi blev kl 9 stilet på banegaarden og vi marcherede ind gennem Wiens mange forstæder og vi blev indført i en kassernegaard, som kaldes jasvahauline, hvor et stort musikkorps stod opstillet og spillede for os en tid. Så fik vi nogle ny gyldenstykker foræret omtrent en prøjsisk daler, vi blev nu indkvarteret på en kaserne, hvor vi lå om natten, og den næste dag rejste vi igen med banetoget kl 2 og kom forbi følgende stationer Kuerkersurf,Reharviken, Nedensbach, Bokierhjerkei hvor toget gik gennem 2 store hvælvinger under jorden, den ene omtrent på en ½ mil og nu kom vi til Polen, Gjeneberg, og Linz Ansnak, Vasøe, og vi ankom til vort bestemmelsessted lykkeligt og vel den 4. juni kl 8 om morgenen og nu marcherede vi ind gennemSalzburg og vi blev ført op på et højt slot, som er bygget på en stærk stenklippe, der er 1500 fod højere end byens grund og hvor slottet er bygget på og nu får vi så 6 krøjser og det fornødne brød og hver dag varm middagsspise, så jeg må sige, jag har ikke fortrudt jeg rejste fra prøjserne og hertil.

Her har vi det godt, vi får jo nogenlunde god føde og i dag har vi den 13. juni. Vi har endnu ikke været på arbejde, og vi kan få lov at komme i byen hver dag og se os om, og ud at bese egnen udenfor byen om vi får lyst dertil i det hele er folkene meget flinke mod os, men dog ønsker vi os hver dag tilbage til vort kære Danmark og kære Fødeland, thi enhver vil vistnok tilstå og føle med sig selv, at tiden her ikke går godt for os, da vi går her i fremmed land nu omtrent 300 mil fra mit hjem, men derfor vil jeg ikke tabe moden, vi (fatter for jer igen) heller forsøge. Men jeg vil have tålmodighed, overgive alt i Gud den Almægtiges højre hånd og leve i det håb, at Gud en gang igen vil lade glædens sol lyse for os og atter lade os vende tilbage igen, thi jeg har hørt fra et gammelt ordsprog at tålmodighed kunne overvinde alle ting.

Salzburg, hvor vi nu ligger er smukt bygget og omtrent midt gennem byen løber Donau floden, mod østsiden af byen ligger høje bjerge, som er bevoksede med træer og ser smukt ud, mod sydsiden af byen ser man en lang strækning endnu med højere bjerge og store stenklipper, som er bestandig bedækkede med sne, det højeste, som vi har her siges at være 6000 fod høj hvis spids vi tit ser rage højt over skyerne, men lige fra dets fod og så så ind til byen er omtrent 3 fjerdingsvej og der er de frugtbareste jorder og den smukkeste by jeg nogen steder har set, mange kunstværker ser man her af forskellige slags, især af billedhuggerarbejder, som er udarbejdede i sten i mange kunstige figurer, og i det hele taget er byen meget beundringsværdig, som vist er bekendt flere steder, da mange kommer hertil endog fra andre lande blot for at betragte og bese den skønne egn.

Da vi havde været her omtrent en måned, fik vi nu mere frihed, end vi forhen havde fået, vi fik nu lov at gå, hvor vi ville og gå ud, når vi lystede uden at have noget opsigt med os, men det blev os pålagt, at ingen måtte udeblive længere end som os var tilladt. Om aftenen kl. 9 skulle enhver mand være på sin plads, som han var anvist og hvem som ikke mødte til tiden eller der kom beskænket hjem skulle have straf og det har allerede indtruffet at nogen mand har måttet overnatte i vagten, fordi de ikke har opfyldt deres pligter.

Da vi nu en tid havde gået og med længsel set op efter de store klipper og bjerget som omgiver byen Salzburg, hvori vi ligger, fik jeg og nogle kammerater det indfald at gøre en udflugt for om muligt at komme op på en af de umådelige høje klipper som også lykkedes os. Vi begyndte ved bjergets fod kl. 2, det var netop den 6. juli og efter at vi havde arbejdet os fremad omtrent 3 tiimer og det var med os en besværlig gange nåede vi spidsen af det såkaldte Geirsbjerg, hvilket frembød os et herligt syn, endskønt det var ikke så nær det højeste, som forefindes, thi mange er ganske hvide af sne, menn alligevel var det et smukt syn, dog en sky som trak sig meget lavt fratog os modet og i hast vor skønne udsigt, thi det blev omkring os en meget stærk tåge. Når vi ser op mod bjerget nede fra byen synes det for os som ganske spidst, men det er dog ikke tilfældet, thi jeg antager, at der nok var en 8 tønder land deroppe og der var et hus bygget derpå, hvori der boede et enlige fruentimmer, som vi også besøgte, som havde lidt udskænk og beværtning, men det var os temmelig dyrt, vi nød hver et lille stykke ost, som de her kalder Kis og et stykke brød og en snaps, det kostede hver af os 15 Krøjser, og da vi havde set os lidt om der, fortsatte vi vor tur nedad, som gik lettere end opad.

Vi fik nu også frihed til at gå ud og arbejde og fortjene os penge hvem der havde lyst dertil og en stor del fik også straks arbejde dels i byen og dels uden for byen, jeg og nogle flere fik lidt at fortjene ved gasmesteren i byen, jeg hjalp til med at grave gasrør ned.

Den 13. juli om aftenen kom her et snevejr, Her kom så store hagl, som jeg aldrig før har set, de lå om natten og om morgenen så jeg dem endnu så store som små hønseæg, en stor del vinduer på slottet, hvor vi lå blev sønderslagne og da vi kom ned i byen så vi ligeledes, mange vinduer ituslagne og træerne som her hang bugnende fuld af frugt og en stor del heraf lå på jorden, Ligeledes så jeg f]ere stykker sæd på marken som lå næsten helt ødelagt af det store uvejr. Her er strengt af og til med torden og lynild og megen regn, som nok hvert år er tilfældet, thi på de fleste af byens bygninger ser man dem forsynede med de her bekendte lynafledere.

Byen har 15 kirker endskøndt her kun findes mellem 16-1800 sjæle af hvilke de fleste bekende sig til den katolske religion, her er også en præst, som bekender sig til vores lutherske religion og som har besøgt os flere gange, her bygges endog på en ny kirke, som henhører også til vores religion. Man ser her mange både munke og nonner og her i byen er et munkekloster.

Den 16. juli så jeg her begyndelsen på høsten med byggen som her foregår på en kunstig måde, de skærer den af med knive omtrent midt på, binder den i små neg og ophænger den på stager som bliver nedsat i jorden langs ad kornmarkerne og siden ophugges stubben med leer og afrives.

Den 3o. juli var jeg ude at se på vædderidning som forgik af en del af de østrigske husarofficerer her fraSalzburg og flere fremmede sås, også den fremmede hertug deltog i forsamlingen.

Samme dag om eftermiddagen foretog jeg og nogle flere en tur op på et bjerg, som ligger tæt ind tilbyen, dette kaldes Kapasinbjerg, hvilket smukt syn frembøde den tur os ikke da vi var så heldige at vejret blev meget smukt og luften så ren. derfra kunne vi se flere mil ind i byen. Da vi nåede dets top, kom der nogle herrer til os og tilspurgte os om flere ting, da de forlod os forærede de os hver 3o krøjsere. Imod siderne ned ad bjergets opgang ser man et langt stykke opad med lidt afstand imellem hver, smukke stykker i form som viser til vor Frelsers lidelser, som han tålte for menneskers synder. Vi så ham her fra den tid da han blev forrådt af Judas og blev overleveret i sine fjendens hænder da han måtte tåle så mange bespottelser og slag og derefter måtte tåle at to mand trykker en krans af torne på hans så kære uskyldige hoved. Kort sagt, det hele er her udarbejdet i sten lige til han opgav ånden på korset og blev nedtaget og henlagt i graven, som er udhugget i en hule, der ser vi og en afbildning af hans uskyldige legeme hvile i den udhugne grav og m.f. mærkværdige kunstykker

Hjemsendelsen

Den 1. august var jeg på arbejde og den anden var jeg også ude at slå hø, men det varede ikke længere end til middag, så kom en af mine kammerater ud til mig med den glædelige tidende, at nu mente han det var sikkert at vi fik fred. Da jeg hørte dette kunne kunne jeg ikke godt få min så kunstige le til at skære på græsset mere, jeg tog den derfor på nakken, gik op på gården til manden som jeg arbejdede for, fortalte ham, at jeg ej kunne arbejde længere, thi nu mente vores løjtnant, at de Dane skulle heraus, jeg tog afsked med dem, og nu venter vi hver time på ordre til at rejse i Guds navn til vort kjæreDanemark og Gud i himlen være takket at vi er det gode forundt, at vi endnu kan hilse hver dag hidtil med sundhed.

Den 4. august om middagen kom den glædelige tidende til os fra kommandanten, at klokken 6 om eftermiddagen skulle vi afmarchere fra slottet for at afgå med jernbanen og alle var istemt i den bedste formodning, thl nu mente vi alle, at nu vare vi vis på at komme af sted til Danmark, men vi blev atter skuffet i vore forhåbninger, som vi så ofte før er blevne. Kl. 4 samme dag kom den os så ubehagelige tidende, at nu skulle vi ikke afrejse før vi fik nærmere ordre. Alt mandskabets munterhed omvendtes nu igen til tavshed og hvad årsagen er der forhindrer vor afrejse er ubekendt og nu er tiden os dobbelt langt da vi hører at fangerne fra de andre fæstninger siges at være afrejst i dag, nu har vi den 8. og endnu ingen rejseordre indkommen.

Den 13.august rejste vi fra Saltzburg og med jernbanen gennem Østerriget og ved den prøjsiske grænse Oderbjerg leveret til prøjserne og atter befordret med jernbanen gennem Prøjsen til Stettin, hvor vi kom til søs og sejlede ad floden Oder med en lille damper til Swinemunde, hvor vi blev modtagne af vore danskere og rejste med et svensk dampskib, som kaldes Capman, som førte os lykkelig og vel til Kjøbenhavn, hvor vi ankom den 18. og den 19. blev vi permitteret og samme dag afgik jeg fra Kjøbenhavn med dampskibet Valdemar til Aarhus og samme dag derfra med en vognmand til Randers og samme dag derfra med en vognmand til Hobro og ankom dertil om aftenen kl. 11. Så marcherede jeg og en kammerat derfra og til Storarden og nåede dertil den 20. august om natten kl. 2 omtrent. Omtrent 300 mil rejste vi. 8. dagen og nogle dage efter min hjemkomst drog jeg i min gamle plads igen i Lillearden.

Lillearden den 23. oktober 1864